akat_print_icon.gif
akat_header_logo.jpg
trans

Nyheder


21.04.2017

Rejsebrev fra Italien

Karen og Daniel fra 2r skriver om deres studietur til Italien, hvor de har været på udveksling med en klasse fra Liceo Maffei i Verona. De har været privat indkvarteret hos italienerne og fulgt deres skoledag en lille uge.


Tættere på Italien

Filterkaffe og espresso. Kartofler og pasta. Bakker og bjerge. Der er mange forskelle mellem Danmark og Italien. Samtidig har de to lande dog også deres ligheder. Det fik vi i 2.r lov til at opleve på vores studietur til Italien, hvor vi i slutningen af marts måned alle var udvekslingsstudenter for en stund. I fem dage boede vi hjemme hos en italiensk familie i Verona, hvor vi oplevede den italienske hverdag helt tæt på.

En ting, der er en fast del af hverdagen i begge lande, er morgenkaffen, også selvom vi drikker den forskelligt. En portion af det kulinariske deler vi også, eller rettere har vi danskere taget den lækre italienske madlavning til os. Men så begynder lighederne også så småt at stoppe der. Både Århus og Verona er gamle byer fyldt med smukke, gamle huse og historiske bygninger, men mens Århus blev til i det ottende århundrede, er Verona fra romertiden et par hundrede år før Kristi fødsel.

En større forskel mellem de to nationer er uden tvivl skolesystemet, som vi danske skoleelever fik lov til at være i et par dage. På de danske gymnasier har hver eneste elev en computer, som regelmæssigt bliver brugt i undervisningen, og lærerne kaldes ved deres fornavne eller måske endda et kælenavn hist og her, men i Italien bliver der taget noter og udført opgaver med det gode, gamle pen og papir, og lærerne tiltales først og fremmest med deres titel: ”Professore/essa”, som kan efterfølges af et efternavn, men de italienske skoleelever kender ikke engang fornavnene på alle deres lærere.

Til sidst er der også en grundlæggende forskel mellem vikingerne fra det kolde nord og de varmblodede latineuropæere fra syden: Selvom vi er høflige og venlige i Danmark, vil vores gæstfrihed og imødekommenhed aldrig kunne måle sig med italienernes. Som gæst får man ikke bare sit eget soveværelse; man skal også helst have sit eget badeværelse, og menuen tilrettelægges efter gæstens ønsker og behov. Men vigtigst af alt så vil italienerne bare gerne snakke med dig. Fulde af spørgsmål vil de rigtig gerne lære dig at kende. Måske ikke hvis du er den ultimative turist med mavebælte og selfiestang i Venedig, men er du åben overfor andre sider af Italien end bare vin, pizza og kirker, hvis du for eksempel er en ung udvekslingsstudent fra Århus Katedralskole, så vil du få øjeblikkelige venner og finde et andet hjem i det solrige land.