akat_print_icon.gif
akat_header_logo.jpg
trans

Nyheder


05.12.2018

Samarbejde med Canvas Planner, informatik 2.g  

I løbet af november har 2.g informatik arbejdet sammen med den private virksomhed Canvas Planner. Samarbejdet gik ud på, at eleverne skulle lave brugertests og inspektion for at forbedre Canvas Planners online boarding.


En brugertest er en test, hvor testpersonen er i virksomhedens målgruppe, og han eller hun tænker højt under hele testen. Den bliver derfor også kaldt for en tænke-højt-test. En sådan brugertest kan bruges til at finde de ting som eksperter ikke opdager, men som brugerne nemt kan se. Inspektion er det modsatte, hvor eksperter tester programmet. Online boarding handler om, hvor nemt brugerne ”går om bord” på deres hjemmeside.  

 

Canvas Planners ide tager afsæt i, at hjernen afkoder visuelle inputs meget hurtigere end tekst. Virksomheden Canvas Planner er derfor et samarbejds- og optimeringsværkstøj, der kombinerer det visuelle canvas med opgavestyring, så man kan arbejde mere simpelt og effektivt.  

Målgruppen for Canvas Planner er ledere, mellemledere og teams, der mangler overblik, arbejder med mange opgaver og projekter på samme tid, modtager og sender mange e-mails og deltager i mange møder. Målgruppen er altså ikke kun inden for én bestemt branche, men mange forskellige brancher. 

 

Virksomhedens udfordring er, at de ikke kan få deres online brugere ordentligt i gang og Canvas Planner skal bruge rigtig meget tid på at hjælpe i gang. Elevernes opgave var derfor at teste systemet med nogle testpersoner (indenfor målgruppen), så de kunne forsøge at opfange, hvor i processen det gik galt. Til sidst skulle de komme med nogle forbedringer til hjemmesiden, så den bliver mere brugervenlig. 

 

Samarbejdet med en privat virksomhed har givet eleverne et indblik i, hvilke udfordringer og problemstillinger man kan blive stillet overfor, når man starter en ny virksomhed. De har fået kendskab til den konkurrence, der kan være, når man vil på markedet med et nyt produkt. Under et samarbejde med en rigtig virksomhed, opdager man også, at undervisningsteori kan bruges i virkeligheden, og hvordan den specifikke teori om brugertest, inspektion, HTML og CSS, kan anvendes i praksis og bruges til noget konstruktivt.