akat_print_icon.gif
akat_header_logo.jpg
trans

Nyheder


11.03.2019

Fra hjemløse børn via fireflies og naturgenopretning til Google, Malaysia

Endnu en beretning fra vores klasse i Malaysia, der får lov til at opleve lidt af hvert. Her kan du læse mere om, hvad de har foretaget sig det seneste stykke tid.


 

2.h er siden sidst flyttet til Malaysia og er i fuld gang med tilpasningen af deres projektideer i et innovations-program kaldet ’RAFT’ i samarbejde med ’Start Up Malaysia’ i Kuala Lumpur. Det er tømmerflådebygning i billedlig forstand, hvor der efterlyses stærke team-egenskaber, masser af faglighed samt kulturel og social indlevelsesevne.

 

Det sidste blev sat på prøve, da et par af projektgrupperne en eftermiddag og aften var inviteret til et uddannelses- og værested for statsløse børn og gadebørn. De to grupper har fokus på at organisere udnyttelsen af madspild og lektiehjælp til unge. Besøget blev afsluttet med en gåtur i de gader, hvor de hjemløse holdt til. Indtryk fra et meget medrivende besøg betød, at begge grupper valgte at revurdere deres løsning.

 

Turisme er et stort indsatsområde i Malaysia. Nogle steder kan en succes være med til at true grundlaget. Det så vi et eksempel på, da eleverne en dag besøgte en af verdens største fireflies-kolonier, hvor et stigende turistpres medfører skader på de planter, som fireflies lever i. Det er således nødvendigt at genplante værtsplanter for at beskytte kolonien. Eleverne skulle derfor med bare hænder plante frø i en blanding af flodmudder og koekskrementer. Deres indsats blev belønnet, da de i aftenens mørke sejlede rundt i robåde og oplevede det fantastiske syn af fireflies.

 

Anderledes styr på tingene var der under næste dags besøg på GOOGLE Malaysia, hvor vi i en strømlinet techgigant-virksomhed hørte om kreativ foretagsomhed og kundeorienteret digital engineering. Selv om der blev stillet udfordrende spørgsmål fra gæsterne bl.a. om etik i relation til Googles mission og vision, formåede vi dog ikke at tilføje ridser i lakken på virksomheden.

 

De beskrevne aktiviteter er kun dele af et meget veltilrettelagt program fra Start Up Malaysias side. Det veksler mellem krævende faglige workshops, virksomhedsbesøg ud af huset og aktiverende turistindslag. Og Malaysia danner med landets mange kontraster en perfekt ramme for studieopholdet.