akat_print_icon.gif
akat_header_logo.jpg
trans

Nyheder


20.05.2019

Jens Blendstrup fortæller

Vi har endnu et portræt til her med en tidligere elev på skolen. Denne gang har vi talt med forfatter Jens Blendstrup, der gik på skolen fra 1984 til 1987. Jens husker ikke, hvilken klasse han gik i, men han ved, at der ligger et fotografi fra da de blev studenter oppe på loftet, og der står det. Men hvilken kasse det er, fortaber sig i bjergene af gamle manuskripter. (Han mener det var noget med U eller B)


 

Hvad har du beskæftiget dig med siden du blev student på Aarhus Katedralskole, og hvad laver du i dag?

Jeg røg i hæren lige efter sommerferie - Bornholms værn, marine infanteriet. Da jeg kom hjem, arbejdede jeg i et års tid som ufaglært, først på Mammen og Drescher, hvor man fik løn i konvolutter ved arbejdsdagens afslutning. Derefter var jeg på Århus Oliemølle og først som pakker, hvor jeg tømte containere manuelt, og siden på lageret for palmin og olieprodukter. Det fylder stadig meget i mig. Det var i den tid, jeg blev klar over, at jeg hellere måtte tage en uddannelse. Men jeg var vel ikke klar og nød at give hjernen fri.

 I 1989 startede jeg på Odense Universitet, hvor jeg læste historie på grundforløbet og så litteraturvidenskab på overbygningen. Jeg er cand. Mag i historie og litteratur. Det med historie havde altid fyldt meget i min familie, og da jeg så fik Johnny Sørensen og Anders Bollerup som lærere på katten, var jeg ikke længere i tvivl om, at det var den vej jeg ville. Da jeg sad med mit speciale skete der imidlertid noget, for jeg begyndte at skrive voldsomt meget. Det sendte jeg så ind til radioteatret, som dengang var en rugekasse for nye forfattere. Jeg blev antaget, og siden har jeg levet af at være forfatter. Jeg er ikke bestseller, så det er rigtig meget oplæsning og foredrag jeg gør mig i, og i de senere år er det også blevet til utallige taler for alle mulige samfundslag og personer. Det har jeg det godt med. Det er en god nøgle ind til andre mennesker, som jeg aldrig ville have mødt ellers. Der er altid spændende skæbner imellem.  Og en forfatter er altid sulten. Vi er jo en art skæbne-vampyrer. Eller sagt lidt pænere: Livet interesserer mig, meget. 

 

 

Hvad husker du særligt fra din tid på Aarhus Katedralskole? 

Tid. Jeg husker det faktisk som om, vi havde tid. Vi brugte mange eftermiddage på at sidde på taget oppe ved musik og bare være. Og poesi. Og venskaber. Det var mit møde med Lars Bukdahl, der fik mig til at begynde at skrive mere til dagligt. Vi lavede virkelig meget dramatik til scenen. Mens mange andre lavede West Side Story, lavede vi dadaistiske postmoderne værker, der ifølge flere varede alt for længe. Lars havde allerede fået udgivet to bøger og var kendt i hele Århus. Jeg havde ikke udgivet en skid. Men det gjorde også, at jeg bare morede mig, mens vi lavede vores ting.

 

Jeg husker også flere opgaver fra den tid. Særligt samfundsfag og biologi og dansk og historie. Vi havde selvfølgelig opgaver og kriser med eksamen undervejs, og der var mange samfundsfagsrapporter, jeg skrev om natten kort før deadline på en blanding af kaffe og min fars hvide Kings. Latin og fransk var mine problemfag. Sammen med matematik. Jeg læste virkelig op på matematik, men fik tæsk alligevel. ”Det er tydeligt, at eleven ikke fatter en pind” sagde min matematiklærer. Men sagen var, at jeg var rigtig dum. Jeg fattede ikke en meter. I dag hedder det talblind. Heldigvis var der mange andre fag, jeg holdt af. Jeg husker også, at der kom horisont på. Ikke at der ikke også havde været en i folkeskolen, men det var på Katten, jeg begyndte at forstå, hvordan samfundet hang sammen, og af samme grund skiftede jeg til samfundsfaglig retning i 2 g. Der var ikke så mange retninger dengang som i dag, men det var afsindigt spændende.

 

Nå ja, jeg husker også kærlighed fra den tid. Jeg var vildt forelsket hele 2.g. Hun gik årgangen over mig, så det var ekstra stort. Jeg var det, der dengang hed kuvøseguf. Der var mange sindssygt gode fester på skolen. Og der var også en særlig musik, som jeg kun forbinder med skolen. Bruce Springsteen, Born in the USA og Depeche Mode, og så selvfølgelig TV-2, Gnags, Helmig og ikke mindst Jutlandia. Den hørte jeg nok 1000 gange den sommer i 1986. 

 

 

Hvilken indflydelse har dine tre år på Aarhus Katedralskole haft på dine efterfølgende valg i din karriere?

Det er svært at sige. Egentlig ville jeg helst have gået på Risskov Amtsgymnasium, fordi det var der mine skolekammerater gik. Nu bagefter er der ikke andre skoler, jeg hellere ville have været på end Katten. Der var dannelse og højt til loftet, og lærere der talte til en i øjenhøjde. Og så var der stil. Jeg kunne rigtigt godt lide, at man ville de nye elever. Jeg følte mig hjemme efter en måned, ca. Jeg husker ikke der var kliker. Man snakkede med alle og der blev ikke set ned på dem, der studerede meget.

 

Der var en række virkelig dygtige lærere, og nogen lavede også ting uden for skolen. De skrev bøger og deltog i mange ting. Jeg husker også, at der var mange generationer repræsenteret derinde. Nogen var gammeldags, andre var moderne. Men jeg husker også mange virkelig spændende diskussioner med de yngre lærere. Vi blev samfundsbevidste. Og jeg blev naturligvis ræverød og flipper. Den vigtigste enkeltbegivenhed var mødet med Per Højholt, der læste op af sine Gitte monologer oppe i festsalen. Hold da kæft, der vågnede jeg. I det hele taget var der tit besøg af mange spændende folk derinde.

 

Jeg var en usikker dreng. Men det forsvandt, da jeg kom i 2 g. Man fik ligesom et karosseri af viden. Og det var en enormt givende tid - også selvom det kun var 3 år. Jeg husker årene som meget længere. Jeg vidste godt nok ikke, hvad jeg ville være bagefter, men jeg vidste i hvert fald, hvad jeg ikke ville. Og så knyttede jeg bånd til virkelig mange mennesker, som jeg siden har haft stor glæde af. 

 

 

Hvad lærte du om dig selv i dine tre år på skolen, og har det givet dig nogle styrker efterfølgende?

Det var i den tid, min hjerne faldt på plads. Ja eller vågnede ligesom. Og verden blev større. Da jeg blev student, følte jeg hele verden lå pivåben. Jeg glemmer aldrig translokationen, hvor vi stod på terrassen uden for festsalen og kiggede ned på vores forældre, der sad og lyttede til rektors tale. Det havde været nogen travle uger med eksamen, men for fanden, vi var nået frem. Den kunne bare komme an, den virkelighed. 

 

 

Har du et godt råd, du gerne vil give med på vejen?

Jeg har altid været tilhænger af, at man skal have tid til at skulke. Det er de færreste, der ved, hvad de vil, når de er blevet studenter. For mig var det en swimmingpool af viden, man kunne dykke ned i og komme ganske rig op fra. Måske var det vigtigste jeg tog med, at man skal tillade sig at være kritisk. Sætte sig ind i tingene, før man afviser dem, eller vælger dem til. Jeg har altid ment, at det er alle de sideveje man tager, der fører frem til den man bliver. Ikke den lige vej, men den skæve. De dygtigste mennesker er som regel dem, der har prøvet at gå forkert og måske har taget flere uddannelser, før de finder hjem. Der findes ikke meningsløs viden. Så frygt ikke tidens tonedøve krav. Alt det, der er moderne når du bliver student er ikke det, der er moderne 10 år senere. Unge mennesker skal have lov at leve, før de finder deres vej. Deres hylde. Den del er rimeligt presset i de her år, hvor man skal vide, hvad man vil fra 3. klasse, næsten. Og sådan spiller klaveret altså ikke altid. Det lærte jeg på Katedralen.

 

Det var dannelse med stort D. Uden dannelse kan man ikke sortere i det, man lærer eller oplever i den store virkelighed. Så dan dig, men husk at feste undervejs. Med andre ord. Man skal have lov at være menneske. Det er min fornemmelse, at det stadig er ligeså vigtigt, som det altid har været derinde i den hvide bygning ved teatret. Jeg kommer der jo hvert år til skriv dansk dagen, og nyder simpelthen at møde de nye generationer af stjernefysikere og poeter. De sidste har naturligvis en stor plads i mit hjerte. Og det glæder mig sgu hver gang at se, hvordan lærere og elever snakker ordentligt med hinanden, mens træerne blomstrer i gården.  Det er ingen sag at være alumne, når der også er tid til at bumle.

 

 

 

/Jens Blendstrup