akat_header_logo.jpg
Nyhedsbrev nr. 13 november 2017

Julen står for døren, og det er blevet tid til endnu et nyhedsbrev fra Aarhus Katedralskole.

Der sker mange ting på Katedralskolen i disse dage. Eleverne har arrangeret en vellykket musical, politikere og samfundsfagelever mødtes til politisk debat og snart er det tid til den traditionsrige julebazar.

Det og meget mere kan du læse om i dette nyhedsbrev.


Reformationsjubilæet

Tirsdag d. 31. oktober var skoleskemaet ryddet for at deltage i fejringen af reformationsjubilæet, som blev arrangeret af Folkeuniversitetet i samarbejde med Aarhus Universitet og Aarhus Domkirke.

En helt særlig dag, hvor der blev arbejdet med reformationen på mange måder: foredrag, fællessang på Bispetorv, teaterforestillinger og et stort kunstværk bygget på perleplader.

Alt i alt en storslået dag, der gjorde både elever og undervisere klogere på reformationens historie og dens betydning i dag.






Årets musical

Traditionen tro har eleverne på Katedralskolen igen i år selv lavet en musical helt fra bunden.

Musicalen er 100 % elevproduceret, og de stod dermed selv for alt musik, manuskript, koordinering, rekvisitter og meget mere.

Årets forestilling hed 'Il Teatro di Ferrocca' og handlede om Jimmy Tegli, søn i Ferroccas førende mafiafamilie, der drømmer om at slippe ud af miljøet for i stedet at skrive stykker til byens teater, Il Teatro di Ferrocca

Se billeder fra årets musical her.




Politisk paneldebat

I anledning af kommunalvalget d. 21. november brugte alle skolens samfundsfagselever dagen før på at diskutere politik med byens spidskandiater.

Først var eleverne i mindre grupper gennem to runder "politikerdates", hvor de fik 25 minutter sammen med en af spidskandidaterne. Her var der god mulighed for at spørge mere i dybden til deres politik.

Efterfølgende var der paneldebat i festsalen med fem siddende byrådspolitikere, der alle genopstiller. Eleverne havde i forvejen indsendt spørgsmål, som politikerne i panelet tog op og diskuterede.




Det Rullende Universitet

Mens Katedralskolens lærere var på pædagogisk seminar stod Det Rullende Universitet for undervisningen onsdag d. 15. november.

Det Rullende Universitet består af universitetsstuderende, der tager rundt på skoler og underviser i mange forskellige emner. Dermed fik Katedralskolens elever også en lille forsmag på livet som studerende på universitetet.




Kommende arrangementer

Julebazar

Fredag d. 1. december fra 14-17 samler hele skolen ind til SOS Børnebyerne med den traditionsrige julebazar.

Eleverne har igen i år lagt hjernerne i blød for at finde på et bredt udvalg forskellige aktiviteter - både klassiske juleboder og mere kreative fortolkninger.

Alle er velkomne og vi glæder os til at se venner, familie og mange andre til en rigtig hyggelig dag i den gode sags tjeneste.

Bigbandet åbner bazaren kl. 14.

Eleverne dyster mod lærerne i volleyball kl. 14.30.

Koret synger afslutningskoncert kl. 16.45.




Juleafslutning

Igen i år holder vi juleafslutning i Domkirken med masser af sang og musik.

I år er der juleafslutning d. 21. december, og undervisningen starter igen d. 3. januar.

Se evt. hele ferieplanen her.




Gamle Elevers Fest

Fredag d. 26. januar inviteres ALLE gamle elever fra Aarhus Katedralskole til en hyggelig aften og gensyn.

Festen vil bære præg af en hyggelig caféstemning, hvor der bliver rig mulighed for at snakke med gamle klassekammerater og tidligere lærere. Senere på aftenen vil der blive skruet op for musikken og mulighed for dans.


Disse historier er blot et udpluk af de mange arrangementer, der vidner om et travlt efterår. Der sker så mange ting på Aarhus Katedralskole, at der ikke er plads til det hele i et nyhedsbrev. Derfor kan du følge med i både store og små historier på Aarhus Katedralskoles hjemmesideFacebook og nu også på Instagram.

Med venlig hilsen
Lone Eibye Mikkelsen
Rektor

Klik her for at framelde dig nyhedsbrevet