akat_header_logo.jpg
Nyhedsbrev nr. 14 februar 2018

Kalenderen siger nu 2018, og dermed er vi på Aarhus Katedralskole gået ind i sidste halvdel af skoleåret, som er fyldt med spændende aktiviteter.

2018 har allerede budt på fuldt hus til to orienteringsmøder, temadage med henholdsvis engelsk, fransk og samfundsfag, ølbrygning i biologi og flotte placeringer til elever i faglige konkurrencer. Og inden længe står den på studieture, terminsprøver, forårskoncert og dronningebal.

En begivenhedsrig start på det nye år, som du kan læse meget mere om i dette nyhedsbrev.


Studieretningsdag

Onsdag d. 28. februar mødtes skolens elever i deres studieretninger på tværs af alle tre årgange til en anderledes dag med faglig fordybelse i et studieretningsfag, socialt samvær og mulighed for at udveksle erfaringer fra studieretningen.

Studieretningsdagen er en 'faglig nørdedag', hvor de involverede lærere har frie hænder til at planlægge det faglige indhold, og igen år bød det på et bredt udbud af forskellige projekter.

Musikholdene brugte dagen på at producere musikalske performances og fremføre dem både i bybilledet og på skolen. Matematikholdene inddrog også samfundsfag da de undersøgte fordele og ulemper ved skråparkering i byerne. Fysikholdet fik besøg af Fysikshow Aarhus, der leverede et både oplysende og underholdende show. Biologi besøgte Aarhus Universitets laboratorier og i engelsk fik arbejdede eleverne både med artikelskrivning, interviewteknik og layout for at producere en avis.

Det og meget mere blev der arbejdet i dybden med på en god dag, der blev afsluttet med en hyggelig fødselsdagscafé i anledningen af femåret for studieretningsdagen. Her var der boller og kage til alle, der blev vist billeder fra dagen, uddelt præmier og eleverne kunne mødes på tværs af studieretninger og berette om dagens oplevelser.

Se flere billeder fra dagen og læs den elevproducerede video på vores hjemmeside.






2.s på udveksling

Innovationsklassen, 2.s, har taget forskud på studieturene og tog efter vinterferien på en måneds udveksling under varmere himmelstrøg.

Først var de i Singapore og nu er de landet i Malaysia, hvor de får daglig undervisning på Taylor's University og arbejder med et AT-projekt.

Du kan følge 2.s og deres oplevelser i Malaysia i denne uge på Aarhus Katedralskoles Instagram-profil.



Fuldt hus til orienteringsmøder

Tirsdag d. 16. januar og igen lørdag d. 20. afholdte Aarhus Katedralskole orienteringsmøde for interesserede elever og forældre.

Møderne startede med en fælles orientering i Festsalen, hvor der var fællessang, velkomst ved rektor og oplysende, underholdende og musikalske indslag fra elever.

Derefter var der åben skole, hvor de fremmødte kunne møde elever og lærere og blive klogere på studieretninger og fag, samt snakke med studievejledere, læsevejledere og skolens ledelse.

Et stort tak skal der lyde til de omkring 1.100 gæster, som besøgte skolen i løbet af de to dage. Vi håber at se mange af jer igen til skolestart i august 2018.






Flot juleafslutning

Juletiden på Aarhus Katedralskole er fyldt med traditioner og denne gang var ingen undtagelse.

Den 1. december summede hele Rød Bygning af julestemning, da alle klasser havde stillet boder op til årets julebazar. Der var kemishow, julebag, sukkerstænger, krybbespil, volleyball og meget andet. Alt sammen i den gode sags tjeneste, da overskuddet går til SOS Børnebyerne. Og denne gang blev indsamlingsrekorden fra 2014 slået med 60kr. Mange tak til alle, der mødte op på dagen og bidrog til den hyggelige stemning.

Den 21. december var det blevet tid til juleferie, og 3.g'erne kunne ånde lettet op efter et veloverstået studieretningsprojekt (SRP). Juleafslutningen startede med morgenmad i klasserne, hvorefter hele skolen samledes i Festsalen til sang, taler og god musik. Det hele sluttede i smukke Aarhus Domkirke, hvor eleverne igen imponerede med skøn musik og sang inden der blev ønsket god jul til alle.

Se billeder fra de hyggelige decemberdage i billedgalleriet.




Fortsat talentarbejde og flotte konkurrenceplaceringer til elever

Igen i år har elever fra Aarhus Katedralskole deltaget i en række talentudviklingsforløb og konkurrencer.

- I den udfordrende matematik-konkurrence Georg Mohr har Kamma fra 2.n og Jes fra 3.l kvalificeret sig til vinderseminaret.

- Til Sprogcamp i Hjørring var Cecilie fra 3.e blandt vinderne af førstepladsen i kinesisk.

- I januar blev der holdt indledende runder i de naturvidenskabelige olympiader, hvor Katrine fra 3.n deltog i biologi, Kasper fra 3.l deltog i fysik og Nis fra 3.s deltog i kemi, og de er alle gået videre til semifinalen.

- 14 elever har deltaget i Katedralskolens egen Tysk Masterclass udover den normale undervisning og har nu fået diplom på deres særlige interesse i det tyske sprog og samfund.

- 2.c deltog i Andelskassens innovationskonkurrence Fremtidens Spirer og fik en flot andenplads med deres projekt 'Hjælpemost'.

- Marie fra 3.e, Victor fra 3.d og Signe fra 3.s fik i januar diplomer for deres deltagelse i talentforløbet Akademiet for Talentfulde Unge.






Kommende arrangementer

Uge 11 - Rejseuge
I uge 11 spredes 2.g-klasserne for alle vinde, når de tager på studieture til bl.a. Beijing og Nanjing, Athen, Barcelona, Salamanca, Wien, Rom og Island.

5. april - Forårskoncert
Mød op og hør 3.g A-niveauholdene, 2.g A-niveauholdene, 1.g A-niveauholdene, 1.g C-niveauholdene, Bigbandet, KLO – Kattens Lanciersorkester og Kattens Kor fyre den af på en aften med musikken i centrum, hvor alle er velkomne. 

Tidligere koncerter har budt på et festfyrværkeri af groovy basrytmer, tight trommespil, overlegne vokalpræstationer, rappe blæserriffs og meget andet.

14. april - Dronningebal
Så er det igen tid til at finde de fine kjoler, pæne jakker og stryge skjorten. Dronningeballet afholdes på Scandinavian Congress Center med spisning for 3.g-elever og deres forældre, efterfulgt af Les Lanciers og fest, hvor også skolens øvrige elever deltager. 


Der sker så mange ting på Aarhus Katedralskole, at der ikke er plads til det hele i et nyhedsbrev. Derfor kan du følge med i både store og små historier på Aarhus Katedralskoles hjemmesideFacebook og på Instagram.

Med venlig hilsen
Lone Eibye Mikkelsen
Rektor

Klik her for at framelde dig nyhedsbrevet