akat_header_logo.jpg
Nyhedsbrev nr. 17 oktober 2018

Skoleåret 2018/2019 er godt i gang, hvilket giver anledning til endnu et nyhedsbrev. Her kan du læse om, hvad skoleårets begyndelse har budt på, og du kan også blive informeret om, hvad der vil ske af arrangementer på skolen i den nærmeste fremtid. 


Fernisering: Fra observation til invention

For 3r design-og billedkunsteleverne begyndte skoleåret med et projektforløb i samarbejde med Arkitektskolen Aarhus under titlen fra observation til invention. Her har eleverne arbejdet med at idéudvikle og fremstille et objekt til et udvalgt byrum i Aarhus C. Efter kyndig vejledning fra fire arkitektstuderende, startede eleverne deres arbejde med først at skabe en holder til et stykke frugt af bølgepap. Efterfølgende skulle de videreudvikle på disse objekter i forskellige dimensioner og skitseringer og her fik hver gruppe tildelt et byrum i lokalområdet.


Elevernes kreativitet fik lov til at udfolde sig imens de tilbragte tre dage i Arkitektskolens værksteder, og her blev gruppernes designløsninger lasercuttet i skala 1:1 eller 1:2. De flotte, innovative løsningsforslag blev præsenteret til en åben fernisering d. 3. september og eleverne fik feedback fra de arkitektstuderende. Projektforløbet er en del af et mangeårigt samarbejde med Arkitektskolen Aarhus, som giver eleverne et indblik i arbejdet med designprocesser, analysekritik og indretning af byrum.

 

 




Karrierelæring/studieretningsintroduktion

1.g’erne vælger først deres studieretning efter et tre måneders grundforløb. For at forberede eleverne på bedst mulig vis afholdt skolen i starten af skoleåret en studieretningsintroduktion, der startede med, at rektor gennemgik de forskellige studieretninger.

Efterfølgende kom Sissel Daugbjerg fra Studievalg Østjylland og fortalte om det at skulle vælge, og at man kan gå mange forskellige veje efter sin gymnasietid. Hun fortalte om vigtigheden i at lade nysgerrigheden styre elevernes valg, og at det altid er en god ide at søge vejledning igennem andre. Sissel og skolens fire studievejledere fortalte om deres personlige karriereveje, som ikke altid har været snorlige. Samme dag var der en refleksionsrunde, og eleverne skal gentage denne, inden de træffer den endelige beslutning om, hvilken studieretning de vil have. 

 

 


Sprogdag

Den 4. september bød på en anden form for undervisning for vores 1.g’ere, der er i fuld gang med deres forløb i Almen Sprogforståelse, AP. Her skulle eleverne arbejde med sproget ud fra en mere praktisk tilgang. Først havde vi besøg af Mikkel Wallentin, der med sit foredrag ”sproget i hjernen og hjernen i sproget” klædte eleverne godt på til at arbejde med dagligdagssprogets grammatiske former.  Eleverne skulle efterfølgende gå i dybden med ét af to sprogtemaer, semantik eller virkemidler i form af ordklasser, og derefter eksperimentere med sprogets byggesten i praksis.

 

Formålet med undervisningen var at styrke blikket på vores sprogbrug og vise, at sprog faktisk er, noget vi gør brug af dagligt på overraskende måder.

 


Mads og forskerpanelet

Folkeuniversitetet havde torsdag d. 30. august besøg af Mads og forskerpanelet, hvor der deltog 200 elever fra Aarhus Katedralskole. Mads Steffensen er til daglig ansat hos DR og vært på Mads og monopolet, men denne torsdag havde han forskere med i panelet, hvor også to elever fra Aarhus Katedralskole deltog i den første halvdel. Forskerne tog udgangspunkt i deres ekspertise inden for deres fagområder til at komme med råd og vejledning og vende dilemmaer. Dilemmaerne, som deltagerne i salen præsenterede, spændte vidt fra hverdagssituationer til mere eksistentielle spørgsmål om at finde sig selv.

 

 




Ølbrygning i bioteknologi

2.a har fået lov til at prøve kræfter med at brygge deres egen øl, et projekt, som udover at have været hyggeligt, også har givet eleverne et godt kendskab til praktisk laboratoriearbejde og samarbejde. De har i den forbindelse analyseret deres øl og regnet på alkoholprocenten. Øllene er blevet tappet på glasflasker, som eleverne selv har udsmykket, og efterfølgende er de blevet sat til eftergæring. 

 




...

Disse historier er blot et udpluk af de mange arrangementer, der vidner om et travlt efterår. Der sker så mange ting på Aarhus Katedralskole, at der ikke er plads til det hele i et nyhedsbrev. Derfor kan du følge med i både store og små historier på Aarhus Katedralskoles hjemmesideFacebook og nu også på Instagram.

 

Med venlig hilsen

Lone Eibye Mikkelsen

Rektor


Kommende begivenheder på Aarhus Katedralskole

 

·       Årets musical i uge 47

·       Julebazar i uge 49

·       SRP udlevering i uge 50

·       Juleafslutning fredag d. 21. december

 

Klik her for at framelde dig nyhedsbrevet