Dimission 2020

Alting har en ende, og det gælder også den særlige gymnasietid. 

Afslutningen i år var ekstra særlig, for fredag d. 26. juni afholdt vi på Aarhus Katedralskole hele 11 dimissioner - en for hver af vores afgangsklasser.
Selvom deres sidste måneder på skolen til dels har været præget af distance, anderledes undervisning, usikkerhed og savn, skulle afslutningen på deres tre års skolegang fejres på behørig vis. Vi er så glade for at kunne fejre jeres gymnasietid sammen med jer.

Traditionen tro bød dagen både på musik, elevtaler samt et par ord fra rektor Lone, som kan læses eller genlæses her: 

"Kære studenter

Et stort tillykke med eksamen. Hvor er det dejligt at se jer, at se jeres forældre og pårørende og jeres lærere, og hvor er det dejligt, at vi trods alt kan fejre dimissionen sammen – anderledes end sædvanligt ganske vist – men sammen.

I er en ganske særlig årgang. For det første er I en særlig årgang, fordi I er jer. En årgang med masser af initiativ og engagement, der har præget skolen på mange forskellige fronter. I har markeret jer med en aktiv klimabevidsthed og har styrket skolens grønne profil. I har været endog meget aktive i skolens forskellige udvalg, hvor I tog ansvar lige fra 1.g. I har givet elevrådet en markant stemme, I har lavet skoleblad og arrangeret foredrag, lavet musical og givet os masser af musik og fællessang, og har i det hele taget haft et rigtig godt fællesskab.

Jeg hørte for noget tid siden journalist Troels Myhlenberg sige, at skolen er og skal være vores allesammens, og at den er noget af det vigtigste, vi har til at styrke sammenhængskraften og fællesskabet i samfundet. Men han sagde også, at skolen frem for alt skal være elevernes skole. I har i den grad taget Aarhus Katedralskole til jer og gjort den til jeres skole. Jeg sagde til jer i 1.g, at det gode elevmiljø ikke er noget, der kommer af sig selv eller som hænger i gardinerne, det er noget, der skal plejes og styrkes af skolens elever, for ellers falmer og forfalder det. I har som årgang bidraget markant til, at skolens elevmiljø står stærkt og klart i flotte farver.

En anden ting, der gør jer særlige, er selvfølgelig også, at I er de første, der bliver studenter efter den nye gymnasiereform med nye studieretninger, et nyt treårigt forløb og en anderledes tilrettelæggelse af de flerfaglige forløb, der kulminerede med en ny SRP-eksamen med både opgave og mundtlig eksamen. En ny tilrettelæggelse af studenterforløbet har selvfølgelig betydet, at I på nogle områder har været prøvekaniner, men I har stået det hele igennem og klaret det fantastisk flot.

For det tredje, så har jeres sidste forår på skolen været det mest mærkelige, nogen årgang på skolen i nyere tid har oplevet. I år er det desværre ikke muligt, men til dimissionen plejer vi at have besøg af en mængde jubilarer, der kommer tilbage til skolen og fejrer jer og mindes deres tid her. Gennem årene har vi fra 60-årsjubilarer hørt om, hvordan det var at være elev under 2.verdenskrig, i 50’erne, under ungdomsoprøret osv.

Når det bliver jeres tur til at være 60-års jubilarer- det bliver i 2080 (tænk engang!), så vil I kunne berette om et forår i 3.g, hvor alt blev forandret, og hvor I, som den norske sundhedsminister udtrykte det, måtte sætte livet på pause for at andre kunne redde deres liv.

Skolen blev lukket helt ned, og I tog med stort mod og engagement fat på den virtuelle undervisning. Jeg har i den grad været imponeret af jer og af jeres lærere, der fortsatte undervisningen hver for sig og sammen. Oven i det blev masser af vores gode traditioner som forårskoncert, Dronningebal, studenterfest mv aflyst, og da I endelig kunne komme tilbage til skolen var det med restriktioner og retningslinjer.

Men I bevarede humøret og gejsten, huskede hvilke trapper man skulle gå op af og hvilke ned af, lavede da bare en virtuel revy, vaskede hænder i det uendelige, hyggede jer med afstand i skolegården, gik med på at holde en alternativ huebegivenhed med godt humør, og det er min klare fornemmelse, at I heldigvis får festet igennem og fejret huen.

Men hvordan mon I, måske ikke om 60 år, men så bare om 25 år eller 10 år, reelt vil se tilbage på dette forår? Der vil utvivlsomt være en hel del anekdoter at fortælle, og måske vil I frem for alt tænke på, at vi alle blev mere lydhøre over for det, der egentligt er vigtigt for os her i livet, og over for værdien af fællesskabet og venskabet. At vi fik et wake-up call, der gjorde os mere bevidste om at være der for hinanden og hjælpe hinanden, som vi har set så mange gøre de sidste måneder. At der er mange ting, som vi i det daglige synes er vigtige for os, men når dagligdagen disruptes, og vi isoleres hjemme hver for sig, så er samværet med andre mennesker, med familie og venner trods alt det, vi savner allermest.

Måske vil I også tænke på, at vi alle blev bedre til at tage imod det uforudsete i hverdagen, noget der ellers kan være svært, når dagen er fyldt op med pligter og skal-opgaver, og at vi lærte at sætte pris på åndehuller og tænkepauser.

Jeg håber, at I tager noget af den viden og de erfaringer, vi alle har fået fra dette forår med ud i livet, at det gør jer stærkere, når I nu skal ud ad porten, ud i jeres fortsatte liv på jeres egen vej.

Det er nogle spændende og afgørende år i jeres liv, I skal til at tage hul på. År som kommer til at præge jer. Jeg er sikker på at jeres forældre husker livet først i 20’erne som intensive, udviklende, spændende år, når man skal tage fat på uddannelse og på at skabe sit eget liv. Der er lidt af den 20-årige gemt i alle os ældre – tro det eller ej – fordi de år præger os så meget. Der er meget at se frem tid for jer, meget at opleve og meget at udforske, men af og til vil I måske som alle os andre blive mødt af modgang og afvisning.

Professor Lene Tanggaard har forsket i ”afvisningen”. Hun skriver, at vi alle bliver afvist af og til, man får afvist et stykke arbejde, en opgave, en ansøgning, et ønske om en relation til et andet menneske eller noget helt andet. Pointen er, at det sker for os alle, men at vi ikke er særlig gode til at tale om det og ofte forsøger at tackle det alene. Vi kan ende med at vende afvisningen indad næsten som noget skamfuldt. Men en afvisning kan også bruges som en drivkraft eller en læring, hvis man ikke tager den personligt, men åbent taler om, at vi alle møder afvisninger af og til.

Hun fortæller en historie om en samtale, som hun overværede mellem to læger, hvor en ældre læge sagde, at de unge læger var blevet for skrøbelige og ikke kunne tåle den kritik, som han fandt nødvendig. En yngre læge replicerede, at hun ikke mente, at den enkelte skulle blive mere robust, men at deres fællesskab skulle blive det. Og det er netop Lene Tanggaards pointe, at vi skal opbygge robuste fællesskaber, hvor vi lærer af vores fejl, og i fællesskab opbygger den modstandskraft, som vi har brug for, når vi bliver afvist på den ene eller den anden måde, og at vi især husker på, at det enkelte menneske har værdi i kraft af dets eksistens og ikke kun i kraft af, hvad det præsterer.

Jeg vil opfordre jer til at bruge hinanden og fællesskabet, hvis I møder modstand og til at se den som en drivkraft eller en læring. Og jeg er sikker på, at I vil skabe robuste fællesskaber, men også på, at I vil præge vores samfund og styrke demokratiet, ligesom I har præget skolen og styrket vores elevdemokrati.

Demokratiforsker ved Roskilde Universitet Eva Sørensen hævder, at den vestlige verdens demokrati og samfundsstyring er under forandring, fordi borgerne generelt er blevet mere antiautoritære, mere veluddannede og ikke længere vil finde sig i ikke at have indflydelse uden for stemmeboksen. Der kræves derfor nye former for demokrati og borgerinddragelse; nye måder at nå kompromiser på og nye måder til at udtrykke det fælles.

Og det er netop sådan, jeg oplever jeres årgang. I finder de nye veje til at udtrykke det fælles, insisterer på at ville tage del i demokratiet også uden for stemmeboksen, på at søge indflydelse, ligesom I på allerbedste vis har søgt indflydelse her på skolen, og jeg er sikker på, at den viden og de erfaringer, som I har fået i de tre år her, giver jer et godt fundament for at fortsætte livet som engagerede mennesker, der ved, at fællesskab og venskab er værd at investere i. Det er dejligt at vide, at I skal være med til at præge fremtiden i Danmark.

I nogle familier har man en tradition for, at man skal hoppe ind i det nye år kl. 12 nytårsaften. Lige om lidt skal I hoppe, eller gå, løbe eller måske danse ud af skolen og ind i fremtiden. Det skal nok gå godt, ligegyldigt hvordan I kommer afsted. Held og lykke med at tage det næste skridt. Vi vil savne jer.

Med disse ord og med de bedste ønsker for fremtiden dimitterer jeg jer fra Aarhus Katedralskole."

Vi har i tre år haft fornøjelsen af årgang 2017 på skolen, og selvom dimissionen betyder et vemodigt farvel, håber vi samtidig, at der også gælder et 'på gensyn' - til gammel elevfest, i alumneforeningen, i Aarhus Katedralskoles Venner eller bare på visit. Tak for tre fantastiske år, nyd jeres studentertid og alt held og lykke fremover. 

DSC 0052
DSC 0065
DSC 0067
DSC 0073
DSC 0159
DSC 0143 (1)
DSC 0132
DSC 0105
DSC 0168
"At gå på Katten er som at være et sted med en for evigt skinnende sol" Mads Valsted Huus Pedersen, dimittendtaler 2020