Vedtægter for Aarhus Katedralskoles Venner, Aarhusianersamfundet

§ 1. Foreningens navn er "Aarhus Katedralskoles Venner, Aarhusianersamfundet". Dens hjemsted er Aarhus

§ 2. Foreningens formål er at virke for sammenholdet mellem skolens nuværende elever, dens forældrekreds, dens venner i øvrigt og dens tidligere elever samt at yde økonomisk støtte til skolen og dens elever. 

§ 3. Som medlemmer af foreningen kan optages alle nuværende og tidligere elever på Aarhus Katedralskole, elevers forældre, skolens lærere samt i øvrigt enhver, der ønsker at støtte foreningens formål.

§ 4. Årskontingentet fastsættes af den årlige generalforsamling.

§ 5. Når foreningens økonomi gør det muligt, kan bestyrelsen oprette legater til fordel for skolens elever eller yde økonomisk hjælp til skolen på områder, hvortil der ikke gives offentlige bevillinger. Legaterne og foreningens kapital i øvrigt administreres af kassereren efter bestyrelsens beslutning.

§ 6. Foreningens bestyrelse består af otte medlemmer. Rektor er fast medlem, medens de øvrige medlemmer vælges på den årlige generalforsamling for to år ad gangen. Hvert andet år afgår og nyvælges henholdsvis tre og fire medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

§ 7. Tegningsberettigede er formanden og næstformanden i forening.

§ 8. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed og afholdes hvert år i september eller oktober. Tidspunkt, sted og dagsorden for generalforsamlingen samt regnskab og årsberetning meddeles på skolens hjemmeside senest en måned før afholdelse af generalforsamlingen.

§ 9. Generalforsamlingens dagsorden omfatter altid følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Formanden aflægger beretning.
3) Kassereren forelægger det reviderede regnskab.
4) Fastsættelse af kontingent.
5) Evt. indkomne forslag.
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer.
7) Valg af revisor.
8) Eventuelt.

Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Yderligere punkter kan optages på dagsordenen efter bestyrelsens bestemmelse, og dagsordenen skal så præcist som muligt angive de emner, der skal til behandling på generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer og om opløsning af foreningen skal angives som dagsordenspunkter.

§ 10. Hvis blot et enkelt medlem ønsker det, skal afstemning ske skriftligt. Fraværende medlemmer kan stemme pr. fuldmagt afgivet til et medlem af foreningen. Hvert medlem, som møder frem på generalforsamlingen, kan kun afgive en stemme ved fuldmagt.

§ 11. Vedtægterne kan ændres ved beslutning på en generalforsamling 2/3 's flertal af de afgivne stemmer, hvis den offentliggjorte dagsorden indeholder punktet "forslag om vedtægtsændring". Medlemsforslag om vedtægtsændringer skal være
bestyrelsen i hænde senest den 1. april for at kunne behandles på den efterfølgende generalforsamling i september måned.

§ 12. Beslutning om foreningens ophør kan træffes af en generalforsamling efter samme som gælder for vedtægtsændringer jf. § 10. Dog kræver en vedtagelse 3/4's flertal af de afgivne stemmer. Hvis foreningen ophører, overgår dens midler til legater for skolens elever. Foreningens arkiv og bibliotek tilfalder skolen. 

Således vedtaget på generalforsamlingen d. 1. oktober 2019


Mette Møller, formand
Lone Eibye Mikkelsen, næstformand