Musik A + Matematik A: Musikken og matematikken

Denne studieretning kombinerer musikkens frie og kreative udfoldelse med talforståelsen og den systematiske tænkning fra matematikken. Med koblingen af de to fag kan du forene en interesse for det naturvidenskabelige med et blik for det humanistiske og en mere kreativ interesse for musikken og dens virkemidler.

De to fag i studieretningen er meget forskellige men supplerer hinanden godt, og de træner begge det præcise, det fokuserede og det systematiske. Talforståelse og musikalsk forståelse ligger på flere måder tæt op ad hinanden. For eksempel er både nodesystem og rytmik bygget på et matematisk grundlag.

Musik
Musikfaget har mange dimensioner. Det er både et teoretisk og et kreativt fag. Musikundervisningen på Katedralskolen er præget af skolens stærke musikprofil. Undervisningen er kendetegnet ved stor variation og store projekter på tværs af klasserne som for eksempel kor i domkirken til jul og skolens traditionsrige forårskoncert. Vi har en analyserende tilgang til musikken, og vi undersøger musikkens byggesten både ved at lytte til den og ved at arbejde med noder. Vi laver musik sammen i større og mindre grupper, og vi arbejder med stemmetræning.

Matematik
Du bliver trænet i logisk argumentation og tankegang, der er til gavn i andre fag. Du lærer at beskrive og behandle virkelige problemer ved hjælp af matematik, hvilket har stor anvendelse inden for naturvidenskab. Med matematikken kan vi se på musikken med andre øjne, fordi den ofte kan beskrives matematisk.

Generelt
Studieretningen klæder dig godt på til både naturvidenskabelige og humanistiske uddannelser. Derudover giver den mulighed for at arbejde videre med musik på videregående uddannelser. Du kan desuden tage din studentereksamen over 4 år samtidig med, at du går på MGK (Musikalsk Grundkursus Aarhus Musikskole)

Vi samarbejder med forskellige professionelle musikere og kulturinstitutioner, for eksempel Det Jyske Musikkonservatorium, Musikvidenskab på Aarhus Universitet, Den Jyske Opera og Vokalensemblet Ars Nova Copenhagen. 

Studieturen i 2.g kan f.eks. gå til London, Edinburgh eller Dublin.