akat_print_icon.gif
akat_header_logo.jpg
trans

Nyheder


01.07.2019

Limbo-pigerne fortæller om ungdom, sabbatår og tiden på skolen

Her får I et sidste portræt, inden vi går på ferie. Vi har talt med Ciliane Stubkjær og Stine Winther Johansen, der begge to dimitterede i 2016. De to piger fra 3.s er en del af den trio, der tilbage i 2018 vandt DRs Talentpris for deres kortfilm. I dag betyder det for pigerne, at de står klar med en dokumentarserie til DR3 med navnet "Limbo - Når sabbatår er fucked", som du allerede nu kan se på DR TV.


Hvad har I beskæftiget dig med siden I stoppede på Aarhus Katedralskole, og hvad laver I i dag?

Efter gym holdt vi os travlt beskæftigede med at stirre på vores nye liv og uendelige frihed. For vi havde aldrig set noget så grimt. Dernæst fik vi travlt med at stå fuldstændig stille og måbe. Altså, vi arbejdede jo selvfølgelig på vores lortejobs, som man jo gør, når man får sabbatår, men vi var lammede imens. Nogle gange gjorde vi det sammen, og vi kiggede på hinanden, og det eneste vi kunne sige var: “Hvad fuck sker der her”. Så rejste vi os og lavede en dokumentarserie om vores sabbatår og vores ungdom, der landede på DRtv. Og det laver vi stadig i dag, 2,5 år senere.

 

Hvad husker I særligt fra din tid på Aarhus Katedralskole?

Trapperne… Nåja, og så var vi fem uger i Malaysia på studietur! Det var så fedt, og det gjorde stort indtryk på os at komme lidt ud af R-bygningen. Vi tror på, at jo flere inputs fra ‘virkeligheden’, desto bedre.

 

Hvilken indflydelse har jeres tre år på Aarhus Katedralskole haft på jeres efterfølgende valg inden for jeres karriere?

Inno (innovation) var det bedste fag, som vi havde i 2.- og 3.g. Vi kan huske, at vi i studentertiden sad bagstive ved et busstoppested ved Q8 i Højbjerg og snakkede om, at inno havde givet os en realitetssans. I timerne arbejdede med innovative projekter i “virkelige” virksomheder og det giver bare et mod og et selvværd. Man tør godt ringe ‘virkelige’ folk op og bede dem om at investere penge i vores projekt. Det har uden tvivl skabt en skabertrang i os. Uden den var vi nok stoppet med vores filmprojekt så snart, at det slog os, at vi ikke bare kunne bruge fem timer på det og så uploade til Ludus.

 

Hvordan har jeres faglige kompetencer fra Aarhus Katedralskole været til hjælp for jer i det videre uddannelsesforløb?

Når man er meget langt fra et videre uddannelsesforløb og laver noget kreativt, kan man godt sidde og tænke: “Hvorfor var det egentlig, jeg skulle lære om grønlandspumpen?” Men vi er alligevel altid kommet frem til, at vi faktisk bruger vores gym-skills i meget af vores arbejde. Da vi arbejder selvstændigt er det kun os selv, der opstiller problemerne og får dem løst. Det er meget vigtigt at kunne. Og det er noget underviserne listigt sniger ind under huden på deres gymnasieelever, tror vi. Så selvom vi endnu ikke har brugt vores faglige kompetencer til, hvad de er beregnet til - altså turen gennem uni - så bruger vi meget af det, vi har lært fra Katten. Men det er også meget vigtigt at kunne lægge de faglige kompetencer bag sig og følge sin intuition. Faglige kompetencer er et redskab, som man i mange situationer bør lægge fra sig. Ligesom en økse.

 

Har I et godt råd, I gerne vil give med på vejen?

Tag ikke imod gode råd. I tiden efter gymnasiet står folk i kø for at råde dig til at gøre forskellige ting. Nogen råder dig til at være young, wild and free og tage jordomrejsen mens du er ung. Andre råder dig til at vælge den karrierestige, hvor du hurtigst muligt kan oprette en pensionsopsparing. Du ender med at snurre rundt om dig selv ude af stand til at træffe et valg. Vær stærk nok til at stole på nogle få mennesker, som du ser op til og hvis liv,, du kunne tænke dig at leve. Og luk røven på de mennesker, der lever et liv, du alligevel slet ikke gider. De skal ikke have lov til at give dig dårligt selvværd.