Engelsk A + Italiensk A + Latin C

Engelsk A + Italiensk A + Latin C: Sprog, litteratur & kultur

Denne studieretning dykker ned i klassisk europæisk kunst og kultur. Derudover arbejder vi hen imod en beherskelse af sprog på højt niveau såvel mundtligt som skriftligt med henblik på, at du skal kunne begå dig i en globaliseret verden. Studieretningen peger mod videregående uddannelse inden for sprog, litteratur, kunsthistorie, musik, design og journalistik. Kombinationen af fag giver mulighed for at dykke ned i en bred vifte af sproglige, kulturelle, historiske og samfundsrelaterede emner

Italiensk
Italien har dannet skole med sine mestre i renæssancen, er blevet dyrket som det højeste ideal af guldalderens malere og digtere, og er nu vidt berømt for raffineret design inden for modeverdenen. Læg dertil den klassiske musik, hvis hovedsprog var og er italiensk.

Engelsk
Du kommer til at læse klassisk litteratur, men også til at arbejde med mere nutidige genrer, medier og kommunikationsformer. Faget byder også på analyse af kort- og reklamefilm samt medieteori i relation til analyse af sociale medier og nyhedsmedier. Engelsk er et verdenssprog og indgår naturligt i det internationale perspektiv i denne studieretning. I engelsk arbejder vi hen imod en beherskelse af sproget på højt niveau såvel mundtligt som skriftligt.

Latin
I forbindelse med de latinske tekster kommer du til at arbejde med romersk historie, kunst og kultur. Du opbygger et solidt fundament for arbejde med sprog, fordi latin har en særlig placering i forhold til andre sprog. De europæiske sprog stammer nemlig fra latin eller er meget påvirket af latin. Ved at arbejde med latin bliver du derfor samtidig dygtig til sproghistorie, orddannelse og grammatik.

Generelt
Vi samarbejder med universiteterne i både Aarhus og København for eksempel om fagdage i italiensk. Vi går i biografen og teatret, vi tager på ARoS og på ekskursion til København. Vi tilstræber at lave udveksling med vores partnerskole, Liceo Maffei, i Verona hvert år. På denne studieretning er der skruet ned for naturvidenskaben, og det brede fundament gør, at du kan dreje din uddannelse i mange retninger med tilvalg af forskellige fag.

Læs mere om dine muligheder efter gymnasiet her.

Se også med i videoen herunder, hvor Selma og Carla fortæller om studieretningen: