Flotte præstationer i Projekt Forskerspirer og Kemi-OL

I den seneste tid har flere af Katedralskolens elever opnået flotte resultater i faglige konkurrencer.

I år har hele tre af vores elever gennemført Projekt Forskerspirer. Det er et landsdækkende talentprogram, som strækker sig over 10 måneder. I løbet af den tid skal eleverne udarbejde et design til et forskningsprojekt inden for enten humaniora, sundhedsvidenskab, samfundsvidenskab eller naturvidenskab. Fra Katedralskolen har Laura Stricker Gregersen, 3.a, Ieva Petruskevicius, 3.t og Elizabeth Otzen fra 3.a deltaget i projektet. Elizabeth har udmærket sig ved at blive nomineret i den sundhedsvidenskabelige kategori med projektet P-pillers påvirkning på kvinders stressrespons og præsentationsevne.

Dette fejres mandag d. 20/12 i Københavns Universitets festsal, hvor uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen udnævner vinderne og overrækker præmier.

Billede af elever i laboratoriet

Også til dette års Kemi-OL har Katedralskolens elever klaret sig flot. Der er nemlig hele tre elever fra 3.a, som er gået videre til anden runde af konkurrencen. Stort tillykke til Herman Anker Skovbjerg, Kristian Sommer Harritz og Laura Stricker Gregersen med de flotte resultater!

Hele holdet, der har kemi på A-niveau, fik også ekstra udfordringer i faget, da de var på ekskursion på Kemisk Institut på Aarhus Universitet. Her hørte de først et oplæg om medicinalkemi. Efter oplægget fik eleverne lov til at give sig i kast med en svær og langvarig totrinssyntese af stoffet benzhydrol, der indgår i syntesen af flere lægemidler, blandt andet antihistaminet benadryl. Det var en spændende og lærerig dag i kemiens tegn.