Katten-finalister til Dansk Filosofiolympiade

Elever fra vores filosofi B-hold har for nylig deltaget i den indledende runde til Filosofiolympiaden 2021, og hele tre elever har kvalificeret sig til at deltage i den danske finale! Stort tillykke til Aster Buchhave Nørlem, Maja Nørgaard Linderoth og Veronika Holt Arbjerg.

I den indledende runde skulle eleverne skrive 90 min. om et emne eller en filosof uden hjælpemidler, og bidragene blev bedømt på bl.a. relevans for emnet, filosofisk forståelse af emnet, overbevisende argumentationsevner, sammenhæng og originalitet.

Nu glæder vi os til at følge de tre filosofi-piger til finalen d. 16. april, hvor de skal møde de bedste 20 elever fra hele landet. Finalen er fire timers essayskrivning på engelsk, hvor de eneste tilladte hjælpemidler er dansk-engelsk og engelsk-dansk ordbøger.

De to deltagere der klarer sig bedst får lov til at repræsentere Danmark i den Internationale Filosofiolympiade, som dog bliver afviklet virtuelt i år. Her møder de danske repræsentanter altså unge filosofiinteresserede fra hele verden, og der er således rig mulighed for netværk, intellektuel og personlig udveksling i et mangfoldigt og engageret fagmiljø.

Formålet med konkurrencen er at fremme elevernes kritiske, undersøgende og nysgerrige tænkning og således være med til at styrke filosofi og idéhistorie på ungdomsuddannelserne. 

Filosofiolympiaden er blot et af vores mange tilbud for talentudvikling - læs mere om de forskellige muligheder her!