Oversigt
Startside ] Op ]

 

Via Appia Antica kaldes ofte Regina Viarum, vejenes dronning, fordi det var den første af de store romerske veje, der blev anlagt tværs igennem riget.

Vejen blev påbegyndt i 312 f.Kr. Da den var færdig, løb den fra Rom til Brundisium i Syditalien, hvorfra man sejlede over til Grækenland.

Vejen er opkaldt efter den romerske censor Appius Claudius Caecus, der også var ansvarlig for den første romerske akvædukt: Aqua Appia.

   
I år 37 f.Kr. rejste den romerske digter Horats (Quintus Horatius Flaccus) fra Rom til Brundisium på denne vej. 

Han fulgtes med sin digterkollega Vergil og deres fælles ven og beskytter Maecenas. Rejsen varede 15 dage. 

Horats har beskrevet denne rejse i et af sine digte: Sermones, I, 5.

   
Langs med vejen var der bygget en række gravmonumenter. Senere blev der også anlagt katakomber af de kristne.

Mange af de antikke monumenter blev restaureret af Antonio Canova og Luigi Canina i det 19. århundrede.

Vejen eksisterer i dag på sin oprindelige bane fra Porta San Sebastiano til den 12. romerske milesten - en strækning på 16,5 kilometer.

   
Det første stykke af vejen er ikke særlig behageligt for fodgængere. Vejen er indrammet af høje skrænter eller mure, og der er ikke noget fortov.

Der er megen trafik på dette sted, og bilisterne tager ikke meget hensyn til fodgængere. Gå ikke til fods på dette stykke af vejen, hvis du kan undgå det!

   
Hele området omkring Via Appia Antica blev i 1997 anlagt som en regional park, der er et fredet område.

Grande Raccordo Anulare, den store ringvej, der løber hele vejen rundt om Rom, gik oprindeligt tværs igennem den antikke vej, ved den 7. milesten, men i 1999-2000 blev den placeret i en 1,5 kilometer lang tunnel, der løber under Via Appia. 

Det er et af de få eksempler på, at den moderne trafik må vige for et antikt monument.

   
Et par kilometer syd for Porta San Sebastiano bliver vejen mere fredelig. Her er der lukket for næsten al kørende trafik, og den originale brolægning er bevaret på en del af strækningen.

Vejen er 4,2 meter bred. Den er indrammet af kantsten. På begge sider af vejen var der et lille fortov (crepido).

   
Det er lidt svært, men ikke umuligt at køre med en almindelig bybus til de antikke monumenter langs med Via Appia Antica. 

Bus 118 kan f.eks. bruges til Porta San Sebastiano og Quo Vadis kirken. Bus 664 kan bruges til Villa dei Quintili.

I år 2000 blev der oprettet en særlig rute (Archeobus), der kører i pendulfart fra centrum til Via Appia Antica og tilbage igen. 

   
Archeobus kører fra pladsen foran hovedbanegården (Stazione Termini) syv gange hver dag. Du kan stå af og på ved alle 16 stoppesteder. 

Denne rute passerer alle de antikke monumenter langs med Via Appia Antica. Desværre er den temmelig dyr. I marts 2005 kostede en dagsbillet 8 euro.

   
Tilbage til toppen VIA APPIA ANTICA Næste