Rektors dimissionstale 2021

Kære studenter

Hvor er det dejligt, at vi kan samles her i dag alle sammen for at fejre jer. Glæden bliver ekstra stor, når vi for kun få måneder siden sad hjemme hver for sig og tvivlede på, om det ville kunne lade sig gøre. Et kæmpestort tillykke med jeres eksamen. I har klaret det fantastisk godt og jeres årgang har et gennemsnit på hele 8,8.

Også et stort tillykke til jeres forældre og pårørende, der jo nok har set mere til jer i 3.g end de havde forestillet sig, men dermed også har haft det privilegium at kunne følge jer på sidelinjen i dette overgangsår, hvor skolegangen rundes af og et nyt kapitel snart skal skrives.

For jeres tid i gymnasiet er utvivlsomt blevet meget anderledes, end I havde forestillet jer. 1.g var heldigvis et helt normalt skoleår, men jeres tid i 2.g og ikke mindst i 3.g har været voldsomt præget af corona-epidemien og alle restriktionerne. I har været skuffede over alt det, der ikke kunne lade sig gøre, men I har taget det pænt, selvom I sikkert inderst inde og absolut med rette har været både ærgerlige og frustrerede.

I har deltaget i den virtuelle undervisning, når det var nødvendigt og i de perioder, hvor vi har kunnet komme på skolen, har I vist ansvar og overholdt alle retningslinjerne. Jeg har været megastolt og imponeret over at opleve, hvordan I har passet på hinanden, at I har taget mundbind på, inden I kom ind i skolen ude i Mejlgade i mørket om morgenen, og at I har vist det hensyn, der krævedes, for at vi alle kunne komme igennem denne periode.

I har også vist opfindsomhed og kreativitet for trods alt at kunne gennemføre nogle af de mange aktiviteter i udvalgene, som vi plejer at have på skolen: Glædesudvalget har opmuntret os, vi har fået det Grønne Flag igen, der er samlet ind til Røde Kors. Musicalholdet kæmpede at kunne gennemføre projektet – desværre forgæves. Elevrådet har fungeret virtuelt, og alle klasser har deltaget i møderne. Og sammenholdet mellem jer elever er aldrig holdt op med at fungere.

Så det har været et mærkeligt år men også et år, der for mig har bekræftet, at ånden på skolen er stærk - også i modvind – det stærke elevfællesskab på skolen har kunnet stå sin prøve, og det her I ikke mindst været med til at sikre.

Aarhus Katedralskoles Venneforening udskrev i foråret en konkurrence for skolens elever med temaet ”Corona” og vinderteksten, et digt, af Marlene Klinge Beck lyder således og beskriver nok nogle af alle de følelser, I alle haft og det vil jeg gerne læse for jer:

 

Tag en dyb indånding

i den samme genbrugte ilt

de samme genbrugte tanker

et ungdomsår er spildt

 

Ingen luftforandring

manglende eventyrmætning

bag mundbindets kvælende mur

en farlig luftfortætning

 

Ensomhed erstattede savn

uretfærdigheden fortærede alt

håbet var en aflagt drøm

venskabet stod hen og forfaldt

 

Der var engang en ungdom

der var engang en sommer

der er en gang med lys for enden

vi ser det hastigt kommer

 

For bag skyen titter solen frem

bag sneen kom en vintergæk

bag mundbindet fandt smilet vej

det blev aldrig helt gemt væk

 

Og nu har vi smidt mundbindet væk, så vi igen kan vise smilet frem og vende tilbage til livet før corona. Heldigvis har der været lejlighed til at se jeres smil her i den sidste uge på skolen. Der har været brede smil, når I fik huen på, smil når jeres kammerater også fik det og masser af glæde og god stemning i skolegården. Også tak for en hyggelig komsammen med jer onsdag aften. Det har været så livsbekræftende en uge.

Spørgsmålet er nu, om vi ønsker at vende tilbage til livet præcist som det var før 11. marts 2020. Politiken lavede for kort tid siden en undersøgelse af dette, og her svarer hver anden dansker, at de går med tanker om at ændre tilværelsen som følge af pandemien. 30 procent har allerede lavet permanente ændringer i deres liv.

Krisen har givet os alle mulighed for at opleve, hvordan livet også kan være, og man har haft tid til at reflektere på et dybere plan over, hvordan man fremover vil prioritere sin tid og hvad det er for et liv, man vil have. Selvom coronatiden har været hård med ensomhed og isolation, har nogle også oplevet, at det var rart at geare ned og have tid til venner og familie, og mange indikerer, at de fremover vil opprioritere venner og sociale relationer, da de har erkendt, hvor meget de betyder for dem.

I har desværre på den hårde måde lært, hvor meget venskab og sociale relationer betyder, I har savnet jeres klassekammerater og venner, og jeg er fuldstændig sikker på, at I vil tage de erfaringer med, når I nu i de kommende år skal til at prioritere i jeres liv mellem uddannelse, arbejde, venner og familie.

Vi er alle blevet sat i nogle eksistentielle situationer i det sidste år, situationer som var helt utænkelige før. Og I er blevet udsat for dilemmaer, som ingen ungdomsgeneration er blevet det i mange år. Den måde, I har tacklet det på, kan kun aftvinge respekt. Man må på alle måder tage hatten af for, hvordan I har tilsidesat jeres personlige behov for det fælles bedste. I har efterlevet alle retningslinjer, har afholdt jer fra fester og store sammenkomster, og har levet i jeres bobler med de nærmeste - alt sammen for alles bedste og for at kunne passe på de ældre og de mest sårbare. Og jeg tror ikke, at I har efterlevet alle reglerne bare fordi staten, skolen eller andre autoriteter sagde det, men fordi I faktisk syntes, at det var fornuftigt og det rigtige at gøre. Vi må alle, jeres forældre, skolen og samfundet være meget stolte af jer og kun se frem til at opleve, hvordan I vil føre samfundet videre.

På det samfundsmæssige niveau har vi i Danmark forventet af hinanden, at vi stod sammen indtil pandemien var overstået, og vi har også haft en forventning til at meningsdannere og politikere undlod at slå plat på pandemien. Generelt har der heldigvis været bred enighed om, at pligten over for fællesskabet var så meget vigtigere end den individuelle frihed til at gøre lige det, man gerne ville.

Jens Christian Grøndahl udtrykker det således ” Mens vi levede i vores coronabobler, gik det ligefrem op for mange, at der både er frihed og længsel i at tænke på andre end sig selv”, og han fortsætter: ”Hvis jeg skulle forestille mig, at der var kommet noget godt ud af den lede corona, ville det være, at vi var blevet bedre til at vise sammenhold og samtidig tåle andre danskeres helt anderledes erfaringer, mål og drømme”. Lad os håbe, at han har ret. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeres uddannelse har givet jer en del af den ballast, viden og forståelse, der skal til for at kunne sætte sig ind i og tolerere andre menneskers livsvilkår og tage hensyn til andre menneskers mål og drømme, og jeg synes, at I allerede har bevist, at det mestrer I.

Byens borgmester Jacob Bundsgaard, der er tidligere elev her på skolen, udtrykte det i et interview her i foråret, hvor han svarede på, hvad han havde fået med fra sin gymnasietid; frihed og metoder til at fordybe sig i mange forskellige ting, venskaber for livet og det faglige fundament, der har været uundværligt senere i livet.

Nu skal vi alle sammen ud og bruge den nyvundne post-coronafrihed, og I skal samtidig bruge jeres post-studentereksamensfrihed. Det er næppe sådan, at vi alle tænker på det samme i den forbindelse. Frihed er da også et fortærsket ord lige fra reklamernes ”Frihed til at være den, du er”, til vores ønske om frihed til os selv og andre. Egentlig er frihed nok et ord, der har ændret sig siden antikken i samspil med samfundets udvikling.

Men mange af os tænker nok helt tæt personligt lige nu på friheden til igen at kunne rejse, at samle familie og venner, at gå til koncerter og til bare at kunne være sammen uden mundbind, tests og restriktioner. Det tror jeg nu også, at I gør. Jeg tror, at I lige nu tænker på fester i de lyse sommernætter, rejser, koncerter, og det skal I også, men friheden til at bruge jeres liv lige om lidt til det, som I hver især gerne vil, er noget helt andet og kan naturligt nok være både tillokkende, spændende, dejligt og lidt skræmmende.

Paradoksalt nok tror jeg ikke, at I skal prøve at fortrænge corona-tiden. I skal bruge den som et minde om alt det, I værdsætter i livet. Den tyske filosof Walter Benjamin skrev, at vi skulle bruge historien som et minde om alt det uforløste. Gennem hele historien har der været uforløste potentialer for noget bedre – tit kan historien minde om en lang række tragedier. Benjamin var marxist, og for ham handlede det om arbejderklassen: Alle de ting, den er blevet udsat for gennem historien – fra slavegalejer til kulminer. Men med kommunismen, mente han, kunne arbejderne endelig fuldføre og retfærdiggøre alle de ulykkelige skæbner, som tiden hver dag lægger bag sig. Benjamin skrev det her i starten af anden verdenskrig, hvor der jo var tragedier nok at tage fat på.

Men jeg tænker, at vi også kan forstå Benjamins pointe på et mere personligt plan. Ifølge ham skal vi ikke se bort fra, hvor svær coronatiden nogle gange har været. Vi skal ikke se bort fra ensomheden, der kan ligge i at sidde derhjemme foran skærmen. Eller alle de fester, der ikke blev holdt. Alle de diskussioner om livet, om læring og om hinanden, som forblev usagte.

I stedet skal vi holde dem for øje, og netop nu bruge den bevidsthed til at forløse alle de svære øjeblikke, der har været. I sidder lige nu her med huen på, I er sammen igen, og I kan se frem til mange lange og varme sommeraftner i hinandens selskab. Når I nu skal ud herfra, og gøre alle de befriende ting, som studenter bør gøre, så kan I fuldføre og retfærdiggøre det håb, I havde i svære stunder. Og I kan bruge mindet i fremtiden også: Som en reminder om vigtigheden af venskabet, af samtalen og af de stille stunder sammen og til at huske jer på, altid at inkludere dem, der har det svært. 

Jeg vil sende jer ud ad porten med de sidste linjer fra det fantastiske digt ”The Hill We Climb”, som den unge Amanda Gorman fremførte ved Joe Bidens indsættelse som præsident i USA.

 

Når dagen gryr, træder vi ud af skyggen

Brændende og frygtløse

Daggryet blomstrer når vi befrier det

For der er altid lys

Hvis bare vi tør se det

Hvis bare vi tør være det.

 

Det tør I.

 

Tak for de tre år, vi har haft sammen med jer. I ønskes alt det bedste fremover fra den gamle skole. Pas godt på jer selv og hinanden.

Med disse ord dimitterer jeg jer, årgang 2021, fra Aarhus Katedralskole.

Lone Eibye Mikkelsen