Victoria skal på sommerskole i Grønland

Victoria Otzen fra 2.a er blevet udvalgt til at komme på sommerskole i Grønland. Her skal hun lære om polarvidenskab, permafrost og om, hvordan klimaforandringerne påvirker planter og dyr.

Blandt få udvalgte

Sommerskolen er arrangeret af Børne- og Undervisningsministeriet, og Victoria er blandt de fem udvalgte naturvidenskabelige elever på landsplan, som får lov til at komme afsted på den to uger lange tur.

”Lige så snart jeg hørte om sommerskolen, vidste jeg bare, at jeg skulle ansøge,” fortæller Victoria. ”Det var helt utroligt, da jeg fik at vide, at jeg var en af de fem danskere, der var blevet udvalgt!”

Et drømmescenarie

Sommerskolen finder sted på Kangerlussuaq Science Field School i det vestlige Grønland, og deltagerne består af 12 elever fra Grønland, tre fra Færøerne og fem fra Danmark. Hver dag skal eleverne på tur for at besøge forskere, der beskæftiger sig med polarvidenskab.

”Det er et drømmescenarie for mig at have to uger i Grønland, hvor man både lærer en masse nye mennesker at kende, får større kendskab til grønlandsk kultur og polarvidenskab og endda får lov til at lave sit eget lille forskningsprojekt,” lyder det fra Victoria.

Naturvidenskab på en anderledes måde

”Jeg glæder mig helt vildt til at arbejde naturvidenskabeligt på en anden måde. Der bliver næsten ingen teoretisk undervisning, for det handler mere om at komme ud i felten. Vi skal for eksempel ud på indlandsisen og lave vores egne observationer og undersøgelser i den grønlandske natur.”

Vi glæder os meget til at høre om Victorias oplevelser og lære af hendes erfaringer, når hun vender hjem fra sommerskolen.